Jens Ulrich Petersen født 1947

 

”Jeg maler ikke billeder, jeg maler fortællinger.” Sådan siger Jens Ulrich Petersen om sit maleriske projekt, og hans malerier forekommer ofte også at være reducerede til ren fortælling: Aktørerne er trådt i stilling, men scenen er bar og kun de mest essentielle rekvisitter taget i brug. Det er finurlige og humoristiske, men samtidigt også alvorstunge og absurde historier, der fortælles for vore øjne – tilværelsens tragikomik står i centrum.

Den høje eller lave horisontlinje er et af de visuelt spændende træk ved JUP’s malerier: På en baggrund af én, ren farve, som ofte dominerer billedfladen, bevæger en figur sig rundt i det for kunstneren karakteristiske skæringspunk ude i siden af maleriet. De store, altopslugende farveflader markerer en tomhed – tomhed der potentielt kan fyldes ud. Den er med til at underbygge en afventende stemning og en magtesløshed, som præger mange af billederne. Idet farvefladen ofte indtager værkets centrum, får det en meditativ karakter og bliver ladet med betydning.

JUP finder stor inspiration i de modernistiske forfatteres beskrivelser af rodløsheden og anonymiteten i den moderne storby, bl.a. Kafkas univers, hvor hjælpeløse mennesker er fanget i et meningsløst, labyrintisk bureaukrati, konstant søgende. Dette ses tydeligst i de motiver, hvor mennesker bevæger sig rundt i et tomrum omsluttet af vægge og drages imod smalle, lysfyldte åbninger, uden at de, eller vi som beskuere, ved, hvad der ligger for den anden ende. Også Sisyfos-myten har pirret JUP’s interesse. Hans små, karakteristiske figurer, har sjældent magt over den situation, kunstneren nådesløst har valgt at placere dem i. I deres magtesløshed hænger de derimod i snore eller kravler kuede om på jorden.